Frankrig mellem Afrika og Europa - Koloniale traditioner og europæisk integration i fransk udenrigspolitik, 1956 - 1963

Abstract

Ved indgåelsen i 1957 af Rom-traktaterne - en grundpille og milepæl i efterkrigstidens integration af de vesteuropæiske lande - stod Frankrig i en vanskelig udenrigspolitisk position med et imperium i opløsning og en truet international position, klemt af supermagternes opkomst under den kolde krigs våbenkapløb. I denne bog undersøges baggrunden for det valg Frankrig stod overfor: valget mellem at fortsætte den koloniale politik, som efter afståelsen af Indokina i 1954 nærmest var synonym med fransk afrikapolitik, eller at drive fransk udenrigspolitik i en vesteuropæisk retning.

I bogen argumenteres der for, at fransk afrika- og europapolitik stod i en tæt intern forbindelse. Kommercielle interesser i bevarelsen af den fransk-afrikanske økonomiske enhed blev afvejet i forhold til de forventede gevinster i økonomisk integration med Vesttyskland under indtryk af 1950'ernes Wirtschaftswunder. Ligeledes måtte berettigelsen af den politisk, militært og økonomisk belastende nedkæmpelse af koloniale oprørsbevægelser vurderes i lyset af det sikkerhedspolitiske pres på Frankrig for at udfylde rollen som en geopolitisk faktor i Centraleuropa. Uanset partifarve og principielle holdninger til den afrikansk-europæiske udenrigspolitiske dimension greb de franske magthavere i perioden gentagne gange til europæiske løsninger, når franske og afrikanske problemer trængte sig på.